Innovativ frontlinjeforskning
Mine symptomer er en stor og innovativ satsning, der har til formål at udvikle internetbaserede programmer til behandling af længerevarende symptomer samt at bedrive international frontlinjeforskning. Formålet er at tilbyde kvalificeret rådgivning og hjælp til de mange patienter, der er påvirket af daglige symptomer, og at bidrage til bedre udnyttelse af ressourcerne i det samlede sundhedsvæsen.
Patienter og praktiserende læger er involveret i udvikling og afprøvning af
programmerne for at sikre deres relevans for brugerne. Mine Symptomer er
banebrydende, fordi programmerne bliver en integreret del af det
eksisterende behandlingstilbud i primærsektoren. Indsatsen ydes tidligt
i forløbet, og behandlingen forbliver hos egen læge.
Bag satsningen står et tværfagligt forskningsteam bestående af læger,
psykologer, antropologer, sundhedsøkonomer,
sundhedstjenesteforskere, statistikere samt eksperter i
telemedicin og brugerinddragelse.
De aktuelle forskningsprogrammer bygger på mange års erfaring og samarbejde mellem Forskningsenhederne for Almen Praksis og Forskningsklinikken for Funktionelle Lidelser, Aarhus Universitetshospital. Derudover har teamet et tæt samarbejde med Center for Telemedicin i Region Midtjylland, Nordic Institute of Health Economy (NIHE) samt de regionale kvalitetsenheder for almen praksis i Region Syddanmark, Region Midtjylland og Region Nordjylland.
Kontakt projektgruppen på Aarhus Universitetshospital via mine.symptomer.info@auh.rm.dk eller telefon: 2147 6826